Toftlund MC - Autoriseret Honda og Kawasaki forhandler

ring: ​74 83 25 55

Kents Rejser rundt i verden

Motorcykelrejse 2010 – 2011

Kent Møller

16 måneder, 62.000 kilometer, 26 lande
En gammel drøm, der tog en smule overhånd.

Min MC-drøm kom ikke ud af det bare ingenting. Jeg har rejst i mange år og havde længe ledt efter alternativer til rygsæk, tog, busser og flyvemaskiner.

Mit MC – eventyr startede på en måde en søndag eftermiddag i Irkutsk i Sibirien, hvor jeg på det tidspunkt arbejdede. Uden for mit hotel var der parkeret 3 MC’er på danske plader.

Under en middag samme aften fik jeg lært de tre grovædende fyre lidt bedre at kende og de fortalte at de var kørt fra DK og var på vej til åbningen af OL i Kina. Den ene viste sig at være kørelærer i Aarhus og vi udvekslede adresser og aftalte at jeg skulle tage et MC-kørekort hos ham den følgende sommer. En dag i september 2009 havde jeg mit kørekort og ugen efter købte jeg en ny BMW 650 GS som jeg kørte ca. 5000 KM. på inden den blev stillet væk for vinteren, sådan lærte jeg Toftlund MC at kende. Vinteren over besluttede jeg at nu skulle der køres MC i sommeren 2010 og det blev der gjort, jeg kørte i Scandinavien, Island, Europa og de britiske øer. Nogen kilometer med min kørelærer som køremakker og nogen kilometer med min kone bagpå, men mest alene.

Hen over sommeren blev det besluttet at når MC-sæsonen sluttede i Europa, skulle geden sendes til Buenos Aires og turen skulle fortsætte. Min kone og kørelæreren var klar, og det blev til et par måneders kørsel før de rejste hjem og jeg kørte herefter de sidste 4 måneder alene. Hen ad foråret, maj 2011 var jeg tilbage i Buenos Aires og besluttede nu at det var for koldt at køre i Sydamerika og jeg proppede geden på flyveren til Madrid og foråret i Europa.

I Madrid, hvad nu, tilbage til sommerhuset i DK og sove to uger og herefter til Krim-halvøen i Ukraine, samlede konen op i Odessa og en (nogen gange lidt for) spændende sommertur gennem Ukraine, Moldova og Rumænien, Polen og til Nordkap.

BMW’en har opført sig eksemplarisk på hele turen uden problemer overhovedet, jeg er imponeret. Den er serviceret for hver 10.000, det er alt, der er gjort ved den, ingen reparationer.

Toftlund MC har hjulpet mig under hele rejsen, Jan har smidt, hvad han havde i hænderne når jeg indimellem har været i DK og behøvet service eller skulle have monteret ekstraudstyr, eller stået i Peru og manglet svar på et teknisk spørgsmål. Mads stod en mandag morgen Kl. 6 med en klar ged til afsendelse i Esbjerg havn og Poul må have brugt en masse tid for at undersøge alle mine mærkelige spørgsmål. Og nu har Randi tilbudt mig plads på Toftlund MC’s server til lidt billeder.

Så, skulle jeg ikke lige have sagt det før, skal I have mange tak for hjælpen. Jeg forstår nu, hvorfor folk gider køre langt for at få MC-service i Toftlund.

Nu har geden 67.000 KM. på klokken og er stillet væk og jeg er nu hjemme i Grønland igen og kigger ud af vinduet, lidt kedeligt, skal have fundet et job igen, konen syntes bankbogen er blevet lidt slatten og det kan der vel være noget om.

Men samtidig er jeg også så småt begyndt at samle en gruppe til den næste MC-tur, som skal være en tur gennem Afrika i 2013 -14.

Skulle der være nogen der læser dette og mangler et tur fif til er jeg klar til hjælpe efter bedste evne, eller skulle der være en tosse, der kunne forestille sig at køre en tur i Afrika kan jeg kontaktes: kentmoller@hotmail.com

TOFTLUND MC A/S

Koldingvej 24 A

6520 Toftlund
Tlf.: 74 83 25 55
E-mail: mc@toftlundmc.dk

CVR: 31763614